Overskudsmad kommer fattige til gode

En dag så Lars Schouboe fra Kolding et opslag på Facebook, hvor en mor efterlyste gratis mad til sine børn. Det fik ham til at tænke, at der måtte være et større behov for madhjælp – altså et sted, hvor man kan hente gratis mad.

Herefter gik nogle frivillige sammen og fandt et gratis lokale, de fik doneret nogle frysere, fik mad fra private og fra Easyfood, der laver brød. Desuden fik de lavet en aftale med Hotel Koldingfjord. Derefter meldte de ud på Facebook, at de åbnede for udlevering og indlevering af mad.

“De brugere, der kommer og henter mad, er meget taknemlige. Det hjælper lidt på deres stramme budget. Og de private, der giver, får ryddet op i deres køleskab/fryser og mindsker dermed madspild, da det ikke bliver smidt ud,” siger Ida Merethe Jørgensen, der er formand for Kolding Madhjælp.

Supermarked donerer mad 
Kolding Madhjælp har også en aftale med et supermarked, Rema 1000, om at måtte hente det mad, de ikke når at få solgt inden udløbsdatoen. Og de har søgt penge fra fonde og §18-midler, som gør, at de kan købe mad.

Men af og til er de frivillige også selv nødt til at gå ud og købe mad. Til gengæld er de så heldige, at kommunen har stillet et lokale gratis til rådighed, så der er ingen udgifter til husleje, el, vand og varme.

Projektet er hårdt arbejde 
Der går meget tid med at kontakte firmaer/forretninger for at få overskudsmad, hente maden i butikkerne og sortere maden og sætte på hylder i deres egen lille 'butik'.

“Hvis andre vil starte noget lignende op, kræver det hårdt arbejde, men man får så meget tilbage fra de personer, man hjælper. Det kan dog være svært at få frivillige, lige nu er vi kun ti frivillige, hvoraf det kun er de syv, der er aktive,” siger Ida Merethe Jørgensen og fortsætter:   

“Vores drøm er at få mere plads og flere butikker til at give deres overskudsmad til os, så vi kan hjælpe endnu flere fattige mennesker og samtidig mindske madspild."

Hvordan ville I gøre det?

Hvis I skulle lave madhjælp i jeres område, hvordan ville I så gøre det? 

De frivillige hos Kolding Madhjælp hentede for nylig en del mad, der var i overskud fra en messe på Hotel Comwell.