Trin 8

PR og kommunikation – skab opmærksomhed om projektet

Uanset hvilket projekt der er tale om, er det afgørende at få kommunikeret det ordentligt. Det vil sige at få fortalt om det til den målgruppe, som man gerne vil have til at deltage i projektet. Rigtig mange gode projekter ender dårligt, fordi de ikke er blevet kommunikeret ordentligt. Derfor er det vigtigt at kende sin målgruppe og lægge en kommunikationsplan.

Jeres målgruppe er de mennesker, som jeres projekt henvender sig til. Hvis I fx arrangerer et loppemarked, der primært sælger legetøj, så er jeres målgruppe primært børnefamilier/børn. Det er nok begrænset, hvor langt folk gider at rejse for at komme til et loppemarked. Derfor kan I indsnævre målgruppen yderligere ved at sige 'børnefamilier, der bor i nærheden'.

Beskriv målgruppen så præcist som muligt
Et projekt kan godt have flere målgrupper. Hvis I fx laver et arrangement, hvor unge flygtninge skal mødes med unge danskere, så har I både 'unge flygtninge' og 'unge danskere' som målgruppe. De to målgrupper kan man præcisere endnu mere ved fx at beslutte, hvor gamle de cirka skal være, eller I kan præcisere det ved at sige 'unge, der går på handelsskolen' og unge flygtninge, der går på sprogskolen'. Det er godt at beskrive målgruppen så præcist som muligt. Det gør det nemlig nemmere at lave en god kommunikationsplan.

Når I har indkredset, hvem jeres målgruppe er, kan I begynde at tale om, hvordan I vil nå jeres målgruppe, dvs. hvordan I vil fortælle jeres målgruppe om jeres projekt. Hvis I fx laver et loppemarked med legetøj og derfor har børn/børnefamilier som målgruppe, så kan I lave en kommunikationsplan, der fx inddrager børnehaver eller skoler. Måske kan I få lov at hænge en plakat op på lågen ind til en række børnehaver eller skoler i nærheden af, hvor loppemarkedet skal holdes.

Find ud af, hvilke kanaler I vil benytte
I en kommunikationsplan gør man brug af forskellige kanaler, det vil sige måder at nå sin målgruppe på. En mulig kanal er plakater/flyers mm., som kan hænges op eller lægges rundt omkring eller puttes i folks postkasser. En anden kanal er sociale medier, fx facebook, hvor man kan oprette sit projekt som en begivenhed, man kan invitere folk til. En tredje kanal er presseomtale, dvs. at få lokale medier, fx lokalavisen, til at skrive om projektet.

Der findes mange forskellige kanaler, og det vil ofte være en god idé at bruge flere kanaler. Tænk også over om I kan lave et samarbejde med nogle, der har særlig god kontakt til jeres målgrupper – og få dem til at kontakte målgruppen på jeres vegne. Hvis I fx laver et projekt, hvor unge flygtninge og unge lokale skal mødes, kan I måske kontakte sprogskolen og spørge, om de vil hjælpe med at give informationen om jeres projekt videre.

Måden at kommunikere på
Når I har besluttet, hvem jeres målgrupper(r) er, og hvilke kanaler I vil bruge, skal I beslutte, hvordan I vil skrive om jeres projekt til jeres målgruppe. Hvis I fx arrangerer en dag, hvor unge danskere og unge flygtninge mødes, og I har fået lov at hænge plakater op på handelsskolen – så er det vigtigt, at der står noget på plakaten, der giver de unge lyst til at komme. Derfor skal I finde ud af, hvad det helt konkret er, de unge kan få ud af at deltage og så fokusere på det i den tekst, I skriver på plakaten.

Opgaver


I skal nu lave reklame for jeres projekt.

  • Udfyld skemaet herunder til jeres kommunikationsplan, så I har en liste over, hvilke rekameprodukter der skal produceres. 
  • Lav jeres reklameprodukter (fx plakater, mails, opslag på sociale osv.) I kan hente hjælp herunder.
  • Send jeres reklameprodukter afsted, hæng plakaterne op, slå opslag op osv.

Flyv videre til trin 9

Gennemførelse

Kontakt pressen

Hvis I gerne vil have lokalavisen eller lokalradioen til at omtale jeres projekt, så ring til dem eller send dem en pressemeddelelse. En pressemeddelelse er egentlig bare en 'meddelelse til pressen', som f.eks. en mail sendt til en avis. Ofte opbygger man en pressemeddelelse som en artikel, men det behøver man ikke.

På lokalavisen/lokalradioens hjemmeside kan I finde mailadressen til redaktionen, altså til dem, der skriver avisen/laver indslag i radioen.

I mailen beskriver I jeres arrangement og skriver navn og telefonnummer på en fra jeres gruppe, som avisen/radioen kan ringe til, hvis de har nogle spørgsmål.  

Brug de sociale medier

Facebook og andre sociale medier kan være et godt redskab til at nå jeres målgruppe. På Facebook kan I fx oprette jeres projekt som en begivenhed, folk kan melde sig til. Begivenheden kan I sende ud i jeres netværk. I kan også dele den på forskellige facebooksider, fx skolens.

Tjekliste til teksten: Tid, sted, pris/gratis, beskrivelse af begivenheden, om tilmelding er nødvendig. Sæt også et billede/foto på begivenheden.