Fællesspisning skaber bånd mellem folk

Danmark Spiser Sammen er en platform, der gør det muligt for alle at finde nogen at dele et måltid mad sammen med. 

Det skal være nemt at finde nogen at dele et måltid mad sammen med. Derfor har Folkebevægelsen mod ensomhed skabt hjemmesiden danmarkspisersammen.dk, hvor alle kan søge efter fællesspisninger i deres lokalområde, som de så kan tilmelde sig enten gratis eller mod betaling.

Omvendt kan alle – både organisationer, foreninger, virksomheder og privatpersoner – også gå ind på sitet og oprette et arrangement, hvor man inviterer til en kop kaffe, et måltid mad eller en større fællesspisning med mange deltagere.  

Bliv bedre til at invitere andre indenfor
Danmark Spiser Sammen startede i 2016 som en landsdækkende kampagne i uge 17 og blev igen afviklet i uge 17 i 2017, men projektet strækker sig over hele året.

“Kernen er, at måltider og fællesspisning skaber fællesskaber, som samler mennesker, der ikke normalt mødes. Målet er, at vi alle skal blive bedre til at invitere andre indenfor – og til selv at sige ja tak til at deltage i nye fællesskaber,” siger Marie Asserhøj, der er projektleder i Folkebevægelsen mod Ensomhed.

Folk vil gerne spise sammen med andre
Folkebevægelsen mod Ensomhed samarbejder med en lang række organisationer om at mobilisere befolkningen til at deltage i projektet og har fået støtte fra Nordea-Fonden, men man kan sagtens lave et lignende projekt i mindre målestok i sit eget lokalområde.

“Det behøver ikke være et stort arbejde at arrangere en fællesspisning, for folk vil som udgangspunkt gerne spise sammen med andre,” siger Marie Asserhøj.

Det gode værtskab
I år har Folkebevægelsen mod Ensomhed valgt at sætte fokus på det gode værtskab, og Marie Asserhøj giver i den forbindelse fem gode råd til, hvordan man sætter nogle gode rammer for et vellykket fællesspisnings-arrangement:

  • Lav en tydelig invitation, hvor alle praktiske detaljer er udførligt beskrevet, for hvis folk ved præcis, hvad det er, de melder sig til, og hvordan de kommer derhen osv., så føler de sig mere trygge ved at tilmelde sig.
  • Tilbyd følgeskab, for mange vil føle sig mere trygge, hvis de har muligheden for at blive hentet og følges med nogle andre hen til arrangementet.  
  • Sørg for at byde velkommen og hold øjenkontakt med deltagerne, når de ankommer, så alle føler sig set. Og hold en fælles velkomsttale, så alle føler sig velkommen.  
  • Styrk det gode samvær under middagen ved f.eks. at lave bordkort eller navneskilte til deltagerne eller arrangere en fællessang eller en lille leg. Det kan f.eks. være at lægge nogle spørgsmålskort på bordet med helt enkle spørgsmål som ‘Hvad er din hobby?’ eller ‘Hvor er du vokset op?’  
  • Sørg for en fælles afsked, hvor man siger tak for i dag og tak, fordi I kom, og oplys eventuelt om, hvornår næste fællesspisning er.  

Hvordan ville I gøre det?

Hvis I skulle lave et projekt, hvor folk i jeres område kunne spise sammen, hvordan ville I så                                                gøre? 

Hyggeligt samvær under en fællesspisning i Varde sidste år.

Danmark Spiser Sammen har lavet en grafikpakke på hjemmesiden, så man kan lave plakater, invitationer, bordkort, postkort, navneskilte mm. til sit fællesspisnings-arrangement. 

Folkebevægelsen mod Ensomhed

Flere end 210.000 mennesker føler sig ofte ensomme. Folkebevægelsen mod Ensomheds vision er at halvere antallet inden udgangen af 2020. Over 70 organisationer arbejder sammen om denne vision.