Ni-årig pige står bag venskabsportal for danske børn og flygtningebørn

Ronja Hauge Schierup var kun ni år, da hun fandt på ideen om at lave en venskabsportal, hvor danske børn og flygtningebørn kan komme i kontakt med hinanden og aftales at mødes, fx på en legeplads. 

Med hjælp fra sin far startede hun hjemmesiden Flygtningevenner.dk, hvor man kan oprette en profil og derefter finde nye legekammerater, der bor i nærheden.

160 har oprettet en profil
Siden flygtningevenner.dk startede i februar 2016, har 160 oprettet en profil derinde. Hvor mange legeaftaler, det er blevet til mellem danske børn og flygtningebørn, har projektet ikke tal på, men ud over de private aftaler er der afholdt tre arrangementer, hvor der hver gang har været ca. 40 deltagere. Fremadrettet bliver der afholdt et arrangement en gang om måneden på Dokk1 i Århus.

Frivillig arbejdskraft
Det er 9-årige Ronjas far Morten Schierup Larsen og hendes onkel Anders, der har lavet hjemmesiden, som efterfølgende er blevet forbedret ved hjælp af en ven. Alle på projektet arbejder frivilligt.

“Jeg styrer det meste af projektet. Ronja er med i beslutninger og med til flygtningeven-arrangementer på diverse biblioteker. Derudover har vi otte frivillige, hvor nogle er aktive og andre ikke er," fortæller Ronjas far Morten Schierup Larsen

Masser af omtale – men ingen støttekroner
Det er desværre ikke lykkedes at skaffe fondsmidler til projektet endnu. Men omtale i pressen har der været meget af, både i aviser og på tv. Og flere end 1.000 personer synes godt om og følger flygtningevenners Facebook-side.

“Det, som for alvor hjalp os, var et YouTube-klip med Ronja, som vi også lagde på Facebook," fortæller Morten Schierup Larsen.    

Hvordan ville I gøre det?

Hvis I skulle hjælpe danske børn og flygtningebørn i jeres område med mødes, hvordan ville I så gøre? 

Det var et indslag i tv om flygningestrømmen, der gav ni-årige Ronja ideen til at starte en hjemmeside, hvor danske børn og flygtningebørn kan finde legekammerater. 

Fællesskabspris

Ronja er nomineret til fællesskabsprisen – en pris, der gives til en frivillig ildsjæl, der arbejder for at skabe mere fællesskab.

Læs mere